Om Det Blå Kompas

Et fristed til søs – når livet gør ondt

I Det Blå Kompas skaber vi et særligt rum til mennesker, der har været igennem svære oplevelser – mennesker, som har båret mere, end man burde, og som måske kæmper med sorg, stress, PTSD eller bare en grundfølelse af at være gået i stå.

Vi sejler med nuværende og tidligere ansatte i politiet og deres pårørende, som har mærket konsekvenserne af alvorlige hændelser på krop og sind. Ombord er alle i samme båd – bogstaveligt talt – og her er ingen krav, ingen masker og ingen behov for forklaringer. Kun plads til at være.

"Fordi ingen skal stå alene med det svære. Og fordi alle fortjener at mærke, at der findes vej frem – også når man har været langt nede"
Henrik Orye
Grundlægger af Det Blå Kompas

Det vi gør - og hvorfor

Når vi sejler ud, lægger vi hverdagens støj bag os. Havet, vinden og roen omkring os skaber en ramme, hvor nervesystemet kan falde til ro og tankerne finde plads.

Vi taler, hvis nogen har lyst – og vi tier, hvis det er det, der skal til. Her er der tid til nærvær og plads til stilhed. Maden bliver lavet sammen, tovværk rulles op, og man er en del af fællesskabet, som man er. Ikke som man burde være.

Gennem samtaler, naturens helende kraft og fællesskabet ombord, oplever mange, at noget løsner sig. At skuldrene sænkes. At der opstår håb.

Vi har set det igen og igen:
Folk, der kommer ombord med uro og tunge tanker – og som går i land med ny styrke, klarhed og livsmod.